Sminkeaften med Susanne fra Matas, Vestsjællandscentret

Susanne er en sød og rar medarbejder fra Matas i Vestsjællandscentret i Slagelse, som har hjulpet os i forbindelse med vores sminkeaftener i klubben. 

Sminkeaften har været på programmet flere gange, og hver gang har Susanne været parat, og er kommet med det helt store udstyr af rensecremer, pudder, eyeliner, læbestift og meget meget mere.
Alle aftener har været en succes uden undtagelse. Fra første gang Aktivitetsudvalget besluttede, at dette skulle vi prøve, var det tænkt som noget til pigerne. Og det er det selvfølgelig også, men drengene har nu også kunne være med. Selvom man er sej ung gut, kan man godt passe på sig selv, og her har Susanne kunne komme med gode råd om god pleje af sin hud.
Pigerne har selvfølgelig stået forrest, når der skulle renses hud og lægges en flot makeup. Og det kan nok være, at der er gået nogle flotte piger hjem fra klubben på disse aftener. Der har nærmest været kø i cafeen, når Susanne har været der med sit udstyr.
Sidste gang Susanne var hos os, var mandag d. 11. oktober 2010. Denne aften havde Susanne, ud over sit udstyr, også en masse vareprøver med. Susannes chef havde sørget for et par store bæreposer fyldt med lækre vareprøver. Der var til pigerne en kosmetikpung, neglelak og lotion, og til drengene var der en duftprøve og en velduftende ansigtvask fra Hugo Boss.
Tak for disse dejlige gaver.
Disse sminkeaftener er blevet så stor en succes, så det vil helt sikkert komme på programmet igen. Det bliver nok ikke Susanne (desværre), men forhåbentlig har en anden medarbejder fra Matas lyst til at besøge os.